Aftenens åbningsband består af:
Cesar Joaniquet (tenor saxofon)
Frederik Sakham (kontrabas)
Jens Emil Jensen (trommer)
➤ HQ åbner: 19.00
➤ Jam-start: 20.00
➤ Entré: GRATIS
Til denne omgang af Aarhus Jazz Jam får jamvært Jens Emil Jensen selskab på scenen af to lokale jazzcats fra Aarhus Jazz Orchestra, nemlig Cesar Joaniquet og Frederik Sakham! Trioen spiller en kort åbningskoncert Kl. 20, hvor der helt sikkert bliver gang i den, og derefter sparkes den åbne jazz jam i gang, som fortsætter indtil midnat eller senere! Så kom og nyd gode øl og drinks, jam med på scenen, eller bare læn dig tilbage og oplev Aarhus’ sprudlende jazzmiljø folde sig ud, når Aarhus’ unge jazztalenter og etablerede profiler samles i et musikalsk møde hvor alt kan ske!
Om musikerne i aftenens husorkester:
Cesar Joaniquet, født i Barcelona (1988), er en komponist og saxofonist som er aktiv på den europæiske jazzscene. Hans musik er forankret i jazztraditionen, men er fuld af nutidige påvirkninger og med en lyd, der er lyrisk og orkestral. Til dagligt spiller han med Aarhus Jazz Orchestra og er også medlem af bands som Songbook, Mads Lacour Almugi, Zero Kestra mm. Desuden har han komponeret værker til større ensembler som bl.a. Aarhus Jazz Orchestra, Skt. Clemens Drengekor og Blood Sweat Drum and Bass. Cesar er uddannet fra Berklee College of Music, ESMuC (Barcelona) og har den rytmiske solistuddannelse fra Det Jyske Musikkonservatorium.
Frederik Sakham er en bassist, der på tværs af musikalske genrer og udtryk altid er på jagt efter de magiske øjeblikke. Siden sine studier i Aarhus og Paris, har han søgt de magiske øjeblikke gennem sit arbejde med Aarhus Jazz Orchestra, Bagland, Who Killed Bambi, diverse kammerorkestre og meget mere. Ny, gammel, kendt eller ukendt musik, så er der altid potentiale for en kæmpe oplevelse!
Jens Emil Jensen er en fremadstormende jazz-trommeslager og komponist, bosat i Aarhus. Her færdiggjorde han sidste år sin kandidat ”Nordic Master In Jazz”, som også inkluderede studier i Helsinki og Stockholm. Jens Emil er fast jamvært og medstifter af Aarhus Jazz Jam, og med knap 100 arrangerede jazz-jams i bagkataloget, kan man være sikker på at jammen er i trygge hænder! Jens Emil har spillet med flere af de største danske jazzprofiler, og hans aktive projekter inkluderer bl.a. Bäckström/Friman/Jensen Trio (FI/DK) som udgiver debut-album næste år, samt jazz/fusion kvintetten Odd Pocket med Jens Emils egne kompositioner.