Med koncerter på Smukfest og som opvarmning for Rod Stewart har Brassflavour formået at mainstreme den traditionelle New Orleans-jazz kendt fra Louis Armstrongs tid.
Aktuelle med deres tredje studiealbum – indspillet i samarbejde med sousafon-virtuosen, Matt Perrine (www.mattperrine.com) – kan de opleves på årets releaseturné med selvsamme New Orleans-stjerne give den gas på landets skrå brædder.
“Jeg glæder mig til at se, hvordan det danske publikum modtager vores album. Det er et orkester fyldt med trænede og ivrige unge musikere, og jeg er glad for at vi sammen kan bygge bro mellem Danmark og New Orleans gennem musik, som alle kan have glæde af,” udtaler Matt Perrine, som gennem tiden har spillet med stjerner som Eric Clapton, Jon Cleary og Dr. John.
Publikum kan forvente en god stemning når forsanger og trompetist, Bjarke Nikolajsen, leder dem igennem repertoiret, som spænder over det traditionelle kendte New Orleans- musik og helt frem til nykomponerede numre fra Matt Perrine og Brassflavour selv.
Brassflavour er et ungt band med drive og spilleglæde, der har specialiseret sig i New Orleans-musikken fra starten af det forrige århundrede og spiller den med en frisk energi og i egne arrangementer. Den originale tilgang til den traditionelle jazz har gjort dem populære på de store danske jazzfestivaller som Riverboat i Silkeborg, Copenhagen Jazz Festival og vellidt blandt jazzpublikummet.
Smagsprøver på Brassflavours to forrige plader kan høres på http://brassflavour.com/da/
Bandet består af:
Bjarke Nikolajsen – trompet og sang
Mads Rahbek – klarinet, saxofon og sang Magnus Bak – trombone
Thomas Bryla – klaver
Casper Jensen – tuba
Søren Pedersen – trommer, vaskebræt og sang
Dj Turntable er en af de hippe New Orleans og swing Dj´s i det Københavnske natteliv.
Har bla. spillet til Cph New Orleans New Years Event flere år i træk. Glæd jer!!