En late bloomer springer ud!
Charlotte Skadhauge spillede på et udsolgt HeadQuarters i Aarhus i foråret. Onsdag den 20. november 2024 kl. 20.00 har man igen chancen for at høre Skadhauge med band på HeadQuarters. Kom og oplev hendes dansksprogede popsange og få en stærk og livsbekræftende oplevelse. Hør musikken her. Se musikvideo her og TV2-portræt her og her.
➤ HQ åbner: 19.00
➤ Koncertstart: 20.00
➤ Forsalg inkl. gebyr: 110 kr.
➤ Entré i døren: 130 kr.
➤ Kærlighed: 100P
Sanger og sangskriver Charlotte Skadhauge er en late bloomer – en person, der blomstrer sent. I foråret 2024 udgav hun i en alder af 58 år sit debutalbum Ræk ud, som fik en flot modtagelse af anmeldere og publikum:
“Herfra skal der lyde et stort og varmt velkommen i rampelyset til Charlotte Skadhauge. Jeg håber, at spillestederne kender deres besøgstid og sørger for, at hun kommer rundt i landet. Det fortjener hun.” All That, 2024 ★★★★★
“Skadhauge sender en flaskepost fyldt med gode vibrationer ud på musikkens hav.” GAFFA, 2024 ★★★★
“Charlotte Skadhauges debut med sange om livets glæder og sorger er simpelthen vellykket… Hendes tekster er solide, hendes kompositioner stilistisk interessante, hendes vokal sikker og fyldig, akkompagnementet noget nær formfuldendt.” ivanrod.dk, 2024 ★★★★
Charlotte optræder med musikere fra bl.a. The Savage Rose, Jonah Blacksmith og Lis Sørensen. Det garvede band understøtter hendes brede kunstneriske palet, som indeholder inderlige popsange såvel som intens rock. Charlotte laver dansksprogede sange med nerve. Inderst i hendes musikalske DNA findes kunstnere som The Beatles, Gasolin’, C.V. Jørgensen og Fleetwood Mac. Sangteksterne kredser især om at bryde følelsen af uforløsthed ved at gribe mulighederne og række ud til sin næste.
Charlotte Skadhauge er et eksempel på, at man godt kan udleve sine drømme og sin kreativitet, selvom man nærmer sig de tres, og vejen dertil ikke altid har været lige nem. I sine unge år var Charlotte aktiv på den aarhusianske rockscene som forsanger i bandet Beauty and the Beat og som korsanger med bl.a. Anne Linnets Marquis de Sade, Lars H.U.G., Lars Muhl, Gnags, Niels Hausgaard og Johnny Madsen. Her tre årtier senere vender Charlotte tilbage til musikscenen, nu også som stærk sangskriver.
Charlotte udtaler: “For mig har det at lave mit debutalbum været et forsøg på at overvinde følelsen af uforløsthed – en følelse som jeg tror mange vil kunne genkende fra deres kærlighedsliv, arbejdsliv, relationer osv. Jeg har mest skrevet sangene til mig selv. Men jeg håber at budskabet i mine sange om at sige ja til sig selv også kan inspirere andre.”
Bandet er:
Charlotte Skadhauge, sang og sangskrivning
Søren Bigum, guitar (Jonah Blacksmith, Peter Sommer, The Mukherjee Development)
Mikkel Riber, bas (Lis Sørensen)
Anders Holm, trommer (The Savage Rose)
Christian Vuust, keyboard/saxofon/kor (5 x Vuust, Aaron Parks)