Spillestedet HeadQuarters ønsker mere fokus på den lokale musik og gør nu sit til at skabe forandring ved lanceringen af et nyt pladeselskab, HQ REC.
Det er ikke kun udgivelsen af Odd Matter’s selvbetitlede debutalbum der skal fejres fredag den 17. august, når HeadQuarters indbyder til fest, grillpølser og drinks, og intimkoncert. Det er også et splinternyt kapitel i den aarhusianske musikhistorie. Albummet bliver nemlig første udgivelse på det nystiftede pladeselskab HQ REC.
_______________________
➤ HQ åbner: 19.00
➤ Koncertstart: 21.00
➤ DJ: 23.00
➤ Entré: GRATIS
➤ Kærlighed: 100P
Det er allerede at ænse i navnet, at pladeselskabet er tilknyttet baren og spillestedet HeadQuarters der er at finde på Valdemarsgade. Initiativet dækker over en større vision for den lokale musikscene, som længe har ulmet i ejerne Amira Gluhic og Ole Løhde. “For os er HeadQuarters lig med musik,” forklarer Ole Løhde. “Det har det været siden opstarten. Vi har altid forestillet os et sted, hvor folk kunne mødes på tværs af identiteter og genrer og finde et fællesskab. HQ REC er næste led i vores vision om at skabe en fælles platform for musikken her i byen. Det skal ikke længere kun være et sted, hvor vi mødes for at drikke og danse og hænge ud, nej, det skal også være en aktiv kraft i skabelsen af den nye musik, som kommer til at definere den lokale scene.” HeadQuarters danner stadig de hjemlige rammer, som skønånderne fra musikmiljøet og de øvrige festglade gæster kan opleve ny og spændende musik i. Men det nye led betyder øget fokus på musiklivet, akkurat som tanken altid har været. Det giver nemlig ambitiøse kunstnere muligheden for at indspille deres musik og få den udgivet.
“Vi har længe istemt os utilfredsheden over den nuværende musikbranche og udviklingen i denne. Det er gået igen i vores interne diskussioner, at vi mangler et fælles ståsted, et holdepunkt, hvor man er fri til at udvikle sig uden at det kun skal gå op i tal og hits. Det sted er vi, og vi håber, at vi nu kan være med til at skabe nysgerrighed og interesse om musikken, ligesom dengang man stadig spillede musik og havde musiknyheder på MTV,” siger Løhde. “Nogle gange kan man bare ikke vente på, at verden ændrer sig af sig selv. Så må man trække i arbejdstøjet og gøre sit for at skabe en forandring.”
De to ejeres vision om at skabe en fælles platform, som tager sit naturlige udgangspunkt i HeadQuarters, går nu fra ide til handling. For fremtiden vil man stadig kunne mødes for at feste og tage del i den sociale omgang, men nu bliver musikproduktion tilføjet som et nyt kreativt led i udviklingen af den musikscene spillestedet i forvejen er ambassadør for, ligesom en ny hjemmeside senere skal gøre det muligt at holde sig opdateret på, hvad der rører sig i andedammen og ikke kun spillestedets musikprogram. “Det skal være mere spændende at følge med i, hvad der sker med musikken her i byen. Det er vores erfaring, at bylivet ikke kun kultiverer de mulige romantiske forbindelser mellem folk, men også danner grobund for nye bekendtskaber og samtaler, som bliver til nye ideer og musikalske projekter. Den scene vil vi gerne skubbe mere frem og være drivkraft for,” siger Løhde.
Odd Matter’s debutalbum udkommer på en lækker hvid vinyl og indeholder otte numre. Den er således også til at finde på de gængse streamingtjenester. Albummet er indspillet i Løhdes private studie og produktionsomkostningerne er således holdt nede, helt i DIY-konceptets ånd. Det er en filosofisk tilgang der karakteriserer hele foretagendet HQ REC. Dette er dog kun startskuddet, for HQ REC har allerede kridtet banen op til flere nye udgivelser, der udkommer i år. I begyndelsen af september udkommer også debutalbummet fra Still The Man, hvori Ole Løhde selv spiller en prominent rolle.
“Vi håber, at flere vil få nys om, hvad vi har gang i og være med til at skabe noget virkeligt mindeværdigt. Musikken er vores religion, og det her er vores tempel,” slutter Løhde.
I den anledning inviterer vi til releasehygge/fest .
Kl. 23. vil ingen ringere end DJ Bronx gå bag pulten og levere skønne toner at danse til.
]]>