Hul præsenterer en rendyrket, euforisk aften for støj-elskere, når Collider og Poptones kigger forbi kælderen på HeadQuarters. Vi lover det bliver højt, eksplosivt og ekstremt dejligt (udråbstegn, udråbstegn, udråbstegn).
➤ HQ åbner: 19.00
➤ Koncertstart: 20.00
➤ Forsalg: 80 kr.
➤ Entré: 100 kr.
➤ HQ DJs fra kl. 23.00 – 05.00
Collider:
Collider er tilbage med ny musik, og det skal fejres.
Bandet med den perfekt grumsede blanding af shoegaze, indie pop og punket rock spiller koncert i Århus 10. december 2022.
Med skiftende arrangementer og et fænomenalt kreativt overskud, tager de lytterne med igennem deres musikalske festfyrværkeri med retning som en supernova.
Colliders nye EP hedder ”Excessively Worthwhile” og viser en tydeligere og mere kondenseret side af bandets sangskrivning. Sangene er født ud af Colliders sprudlende og charmerende univers, hvor den tidligere udgivelse var maksimalistisk sammenhængende værk, er der i den nye musik skåret ind til benet. Det hektiske er byttet med en oplevelse af et band, der hviler mere i sit eget udtryk. Hver sang på EP’en er på sin egen måde følsom og afbalanceret
Collider blev grundlagt af Mikkel Fink, Johan Polder, Troels Damgaard-Christensen og Marie Nyhus Janssen i 2015.
Poptones:
I et brutalt og dragende møde mellem synergi og kaos, finder vi den eksplosive trio Poptones.
I deres musik, hylder Poptones kontrasterne og uforudsigeligheden. De byder på både aggressive energiudladninger, harmoniske passager og fremdrevne riffs. Til tider er det meditativt og beroligende, andre gange udfordrende og spændingsfyldt, men det kræver altid publikums fulde opmærksomhed, for med Poptones ved du aldrig, hvad der venter. De befinder sig på kanten af, hvad der har været, og hvad der vil komme, hvor de skaber soniske tidslinjer, der trækker på historien for derefter at omformulere den.
“Vores lyd er et resultatet af et langvarigt venskab, en dyb forståelse af hinanden som musikere og et væld af musikalske referencer”, fortæller bandet, der består af sanger og bassist Mads Bertelsen, guitarist Simon Hiemstra Christoffersen og trommeslager Anders Dahl Poulsen. Referencerne er bl.a. fundet i den blomstrende engelske rockscene, hos bands som Black Midi, men også de de støjende og eksperimenterende Swans og det canadiske kunstner-kollektiv, Crack Cloud, sætter deres tydelige præg.
Hul:
Hul sætter fokus på den rå, upolerede del af rocken, som skærer ind til benet på genren. Der sættes udpræget fokus på kunstnerens energi og attitude i livesammenhæng, og præsenteres artister som kommer så stærkt ud over scenen, at publikum med garanti bliver blæst bagover.