Rigmor skriver musik og danske tekster baseret på Michael Strunges underfundige, maniodepressive tekstunivers. Musikken bærer præg af, at teksterne, deres egne såvel som Strunges, kan læses som selvstændige digte. De fire bandmedlemmer er fascineret af måden hvorpå Strunge anskuer verden og udtrykker vores alle sammens op- og nedture.

Den overbevisende kvindelige vokal og de melodiøse kompositioner understøttes af et råt udtryk fra bandet. Bandet betegner musikken som melankolsk indiepop, der trækker tråde til 60’ernes pompøse rockgenre og ikke mindst den forbilledlige Annisette.

Rigmor tager flere væsentlige emner op gennem musikken og ikke mindst de samfundskritiske tekster. De er et billede på den fremstormende debat om flere kvinder i musik med en stærk, kvindelig frontfigur, der både er skrøbelig og rå. Deres afsæt i Strunge har givet bandet anledning til at få afløb for følelsen af at stå uden for samfundet, utilstrækkelig og ude af balance. Dette er et udgangspunkt man har kunnet forholde sig til i årtier før vores generation, og Rigmors vision er, at musikken kan blive et samlingspunkt for nutidens unge generation og opfordre dem til at søge uden for samfundets transportbånd.