BLOD, SVED & SÆD! Tolderne spiller hurtig hardcore punk! Mød op før det er for sent!
_____________
OBS: forsalg starter 1. september når HQ åbner op igen.
_____________
RÅDNE LUNGER RÆSER MOD BUNDEN
Det århusianske rockband gæster HQ med uhyggeligt stærke kollegaer.
Nederlag som brændstof har til alle tider gennemsyret den moderne rockmusik.
Det gælder i allerhøjeste grad også de århusianske punk-matadorer i Rådne Lunger, der torsdag 14. oktober gæster HQ i Århus.
Med emner som psykofarmaka, våde mareridt, skæve hjerterytmer og Helsinki i minusgrader, har bandets fire modne medlemmer det seneste halvandet års tid begejstret flere af landets spillesteder og festivaler.
Med sig har Rådne Lunger et frisktrykt debutalbum, bestående af ti gnistrende skæve skæringer.
Musikalsk tæller bandets inspirationskilder tidlig Hüsker Dü, MC5 og Miles Davis i sin mest udfarende og stof-rige periode.
– Det er intenst, det er punk, der er næsten lidt for meget smæk på – for det er ikke helt nye mennesker, der står på scenen, lød det muntert i anmeldelsen fra GFrock efter bandets optræden på Recession Festival anno 2020.
Til koncerten på HQ kan publikum også roligt glæde sig til et møde med Århus’ hardcore-punkrock flagskib nummer ét: Smertegrænsens Toldere.