Den 17. januar byder HQ på en aften med jazz, der er lidt ud over det sædvanlige. To bands, SNEAK PEEK og Steffen Brix Trio, som begge viser hvordan den skal skæres, når man snakker om jazz fusion.
SNEAK PEEK
Bandet SNEAK PEEK består af syv unge musikere som ikke er bange for at bryde jazzens gamle normer og forventninger til hvordan nutidens jazz musik nødvendigvis skal lyde. Siden bandets start i 2013, har de formået at skabe en ny ung lyd inden for dansk jazz musik. I musikken lægges der stor vægt på improvisation og lysten til at bryde ud af sin egen musiske comfort-zone. Når SNEAK PEEK spiller, er det ikke kun besætningen som lader sig udfordre. Lytteren bliver også sat på arbejde, hvilket afspejles i de skiftende taktarter og polyrytmiske elementer, som SNEAK PEEK’s musik indeholder.
Steffen Brix Trio
Der er lagt op til en musikalsk oplevelse af de mere interessante, når Steffen Brix Trio går på scenen. Denne blændende gruppe ledes af Steffen Brix, der af mange regnes for en af landets mest talentfulde guitarister – både inden for jazzen og bluesen. Steffen Brix Trio spiller et mix af egne stilsikre kompositioner og jazzstandards i groovy forklædning.
]]>