Up! handler om at give upcomming bands en hånd med på vejen mod stjernerne. Foran et afstemmende publikum og en dommerkomité bestående af folk fra musikverdenen, vil bandet få mulighed for at vise hvorfor de skal vinde aftenens præmier. Hvert arrangement har fokus på en bestemt genré, med 3 dystende bands på programmet. Alle deltagende bands vil blive tildelt billeder fra aftenen, gode råd fra dommerne, promovering, samt en notits i Sound of Aarhus. Vinderbandet vinder desuden en indspilning, mixing og mastering ved Aarhus Lydstudie, samt en større artikel i Sound of Aarhus. Aftenens tre rockbands er The Prospect, Ignite! og Drivenfield. The Prospect er et energisk rockband fra Silkeborg med inspiration fra 60’erne og 70’erne. Stilarten kan sammenlignes med bands som Led Zeppelin, Rolling Stones eller ACDC. Bandet har på kort tid skabt sig et navn og en fanskare i hjembyen Silkeborg, og har blandt andet vist sig på Jysk Musik og Teaterhus, spillestedet Rampelys samt diverse festivaler og kultur-events. Drivenfield er et nyt, stærkt band med base i Horsens. De spiller storladen, intens rock, med inspirationer fra den amerikanske scene. I december 2013 udgav de deres debutalbum ”Road To Perception”, som indeholder elleve hårdtslående, stabile numre. Masteringen foregik med hjælp fra Jacob Hansen i Hansen Studios, som også har hjulpet bl.a. Volbeat og Pretty Maids. Drivenfield har bl.a. været support for amerikanske Daughtry på et udsolgt Store Vega i København. Ignite! er et relativt nyt band fra Århus, dannet i 2013. Musikken er skrevet ud fra bandets idé om at lave moderne rock smeltet sammen med pop- og metalelementer – lyden skal være fed, men hverken for hård til radioen, eller for blød til liveoptrædener. Inspirationskilderne består bl.a. af bands som Muse, Carpark North og Kashmir.]]>
- Denne event er allerede afholdt.
apr
22
2014