‘Hyghop’ er det nye hiphop! Wondo er en hiphop-duo. Stilmæssigt lægger musikken sig op ad old-school 90’er rap, med et lidt flabet drengerøvsudtryk. Inspirationskilderne er danske hiphoplegender som Per Vers, Malk de Kojin og Marvelous Mosell.
➤ HQ åbner: 19.00
➤ Koncertstart: 20.00
➤ Forsalg: 60 kr.
➤ Entré: 75 kr.
➤ HQ DJs fra kl. 22.00 – 02.00
Wondo:
‘Hyghop’ er det nye hiphop. Med fængende omkvæd, skæve tekster og et glimt i øjet er EP’en en frisk spire på den danske hiphop-stamme. ‘Hyghop’ indeholder både traditionel 90’er-rap, dansediscobeats og en lækker, hyggelig stemning til dit danske efterår.
Jakob Backer Schmidt og Asbjørn Lauridsen mødte hinanden som de akavede fællesvenner til en efterskolekammerat. Hjerterne brændte for at spille musik, og efter et fælles drømmesyn fik de øje på hiphoppens gyldne frugter. Dansk hiphop skulle ikke længere handle om biler, drugs og damer – for dem havde de ingen af. Til gengæld skulle rappen have humor og sangene kom til at handle om eksamenslæsning, sabbatårsrejser og om hvordan det er at vokse op i trekantsområdet.
+ Support: Flot Hat
Flot Hat er et herningensisk rapkollektiv, der opstod som følge af en rapbattle på en bytur i Herning i 2020. Siden da har projektet taget fart, med flere udgivelser på Spotify, som bl.a. “Allerede?” og “Alt Godt Fra Havet”. Flot Hat er inspireret af navne som Lasse Dein, Umage Image, Flight of the Conchords og generelt parodiske musikalske acts.
De slog igennem på lokalt plan med kæmpehittet “Flødeskum”, som er blevet slagsang i omklædningsrummet på det lokale gymnasium i Herning. Flot Hat har formået at samle en beskeden, men dedikeret, fanskare, som talstærkt tropper op til alle deres koncerter, iført hatte.
Efter en udsolgt koncert på FairBar i Århus, har de fået blod på tanden og er klar til at indtage resten af landet med en humoristisk og til tider chokerende live performance, der gør Flot Hat til det, det er.
Så hold på hat og briller (men kun hvis det er en flot hat), når Thorstein Thomsen, Jones With The Bones, Jakes with the snakes, Sk8terBoi og Hanni Fanny udfolder det danske sprog på helt nye måder!